Forskere: Hpv-vaccinen virker

Antallet af svære celleforandringer er faldet med 40 procent hos kvinder, som har fået hpv-vaccine. Det viser ny undersøgelse.

Hpv-vaccinen er en vaccine, der skal beskytte kvinder mod livmoderhalskræft.

Forskere fra Københavns Universitet har undersøgt den første årgang af piger, der blev vaccineret mod livmoderhalskræft.

Forskerne siger, at hpv-vaccinen virker. De vaccinerede kvinder har nemlig markant færre tilfælde af svære celleforandringer. Det skriver Jyllands-Posten.

Forskerne har undersøgt piger født i 1993

Den første årgang af piger, der fik hpv-vaccine, er født i 1993. De blev alle vaccineret som 15-årige og screenet for livmoderhalskræft som 23-årige.

Derefter er de blevet sammenlignet med ti år ældre kvinder, der ikke er vaccineret.

Elsebeth Lynge er professor i epidemiologi ved Københavns Universitet. Hun siger, at de vaccinerede kvinder har 40 procent færre svære celleforandringer.

Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccine til 12-årige

Ifølge Elsebeth Lynge viser undersøgelsen, at hpv-vaccinen virker. Hun siger, at resultaterne støtter op om, at piger bør vaccineres som 12-årige, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.

Selv om vaccinen ser ud til at virke, så anbefaler Elsebeth Lynge fortsat, at unge kvinder bliver screenet for livmoderhalskræft, når de bliver voksne.

Jesper Fisker er administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse. Han siger, at undersøgelsen understreger, at det er vigtigt at blive vaccineret.

Se Nyheder

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve