Hvis man ikke har penge nok til en ny telefon eller computer, kan det være, at man tager et forbrugslån. Mange unge danskere tager et forbrugslån.
Faktisk har hver fjerde dansker mellem 18 og 30 år et forbrugslån ifølge en ny undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk og Trygfonden. Et forbrugslån kan være et lån i banken, et overtræk på kontoen eller ting, der er købt på afbetaling.
Når man betaler et lån tilbage, skal man ikke kun betale det beløb, man har lånt. Man skal også betale renter og gebyrer. Derfor kan det blive dyrt at have et forbrugslån.
Afbetaling bliver mere populært
Køb på afbetaling er også blevet populært. I 2015 købte fem procent af de unge på afbetaling. I 2017 var det otte procent. Unge køber især computere og telefoner på afbetaling.
Anja Phillip er formand for Forbrugerrådet Tænk. Ifølge hende kan unge have svært ved at gennemskue følgerne af at købe ting på afbetaling.
- Det er, som om at man ikke har set, at det her med at købe på afbetaling, det svarer til at tage et forbrugslån eller kviklån, som man måske har lidt større betænkeligheder ved at tage, siger Anja Philip.
Sårbare klienter kan ende i gældsspiral
Ifølge undersøgen har 21 procent af de unge ofte svært ved at betale tilbage på deres lån. Anja Philip mener, at de unge på den måde havner i en gældsspiral, der kan følge dem i resten af deres liv.
- Det kan for eksempel blive vanskeligere for de unge at optage et boliglån eller låne til en bil. Og vi kan se, at der er markant dårligere trivsel blandt mennesker, som har gæld, siger Anja Philip.
Undersøgelsen viser, at det især er unge uden arbejde eller med korte uddannelser, der tager forbrugslån. Ifølge Anja Philip er reklamer for forbrugslån netop rettet mod denne gruppe.
Sådan låner de unge penge
- •
Hver fjerde ung mellem 18 og 30 år har ét eller flere af disse forbrugslån:
- •
11 procent har et forbrugslån i en bank.
- •
8 procent har en afbetalingsordning.
- •
7 procent har en kassekredit.
- •
3 procent har fået bevilget overtræk.
- •
2 procent har en kredit på et kreditkort.
- •
4 procent har et forbrugslån hos et finansieringsselskab.
- •
1 procent har et kviklån.
- •
1 procent har kredit på et kontokort til en butik. 1924 unge har svaret på spørgsmål til rapporten ’Unges vej ud på Lånemarkedet’, der er udgivet af Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden.