Jøder i EU-lande oplever stigende antisemitisme

Jøder i europæiske lande oplever i stigende grad jødehad. Det viser ny EU-undersøgelse.

Et stort antal jøder i Europa oplever i stigende grad antisemitisme.

Det viser en ny undersøgelse fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder.

I undersøgelsen er flere end 16.000 jøder blevet spurgt, om de i stigende grad oplever antisemitisme i det EU-land, de bor i. Det svarer ni ud af ti ja til.

Forsker: Der er øget aggressiv sprogbrug

Cecilie Felicia Stokholm Banke er seniorforsker ved DIIS. Hun siger, at europæiske jøder er bekymrede, fordi jøder er blevet angrebet i blandt andet København, Paris, Bruxelles og Toulouse.

Hun siger også, at der er en øget aggressiv sprogbrug over for jøder i det offentlige rum.

- Informationsteknologien og den frie tale på de sociale medier har givet et rum til nogle ytringer, som man i virkeligheden troede var forsvundet fra Europa, så der kommer en større tilsvining af jøder til orde i det offentlige rum, siger hun.

Israelerne sammenlignes med nazister

Jøderne i undersøgelsen møder især antisemitiske ytringer på sociale medier og andre dele af internettet.

En af de mest udbredte ytringer er at sammenligne israelerne med nazisterne.

Ifølge Cecilie Felicia Stokholm Banke spiller det en rolle, at der er indvandring fra muslimske, arabiske lande med en meget aggressiv retorik over for jøder, som hænger sammen med konflikten mellem Israel og Palæstina.

Om undersøgelsen

  • 16.395 jøder fra 12 EU-lande har deltaget i undersøgelsen.
  • Alle deltagere i undersøgelsen er over 16 år gamle.
  • De betragter sig selv som jøder på baggrund af deres tro, kultur, opvækst, etnicitet, herkomst eller andet.
  • Jøder fra disse lande indgår i undersøgelsen: Belgien, Danmark, Frankrig, Holland, Italien, Letland, Polen, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tyskland, Ungarn, Østrig.
  • Undersøgelsen er ikke repræsentativ og kan derfor ikke bruges til at sige noget generelt om de europæiske jøders oplevelser.

    Kilde: Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder

Se Nyheder

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve