Piloter strejker i SAS

1400 SAS-piloter strejker, og derfor er 673 afgange aflyst. 72.000 passagerer er ramt af strejken.

Det skandinaviske flyselskab SAS har den seneste tid forhandlet med den danske pilotforening om en ny overenskomst til piloterne.

Men forhandlingerne er brudt sammen. Derfor går 1400 SAS-piloter i strejke. Strejken træder i kraft med det samme.

Også danske SAS-piloter strejker. Det oplyser Forligsinstitutionen til DR Nyheder.

Næstformand: SAS skal ikke være det ringeste sted

Ifølge Oslos Fondsbørs er 673 afgange blevet aflyst, og 72.000 passagerer er ramt.

Henrik Thyregod er næstformand i Dansk Pilotforening. Han mener ikke, at piloternes krav til SAS er urimelige.

- I SAS er det sådan, at stort set alle piloter arbejder sådan, at de ikke aner, hvornår de har fri. De får skema 14 dage før, det træder i kraft, og man kan arbejde op til syv weekender i træk. Det er fuldstændig rimelige krav. SAS skal ikke være det ringeste sted at være pilot, siger han.

Antallet af piloter, som strejker

  • Danmark: 372

  • Norge: 545

  • Sverige: 492

  • Ambulanceflyvninger vil blive fritaget. Chefpiloter i administrative stillinger er ikke en del af strejken.

  • 673 flyafgange er aflyst, og cirka 72.000 passagerer er ramt af strejken.

  • SAS Pilot Group består af Dansk Pilotforening, Norske SAS Flyveres Forening, Scandinaviske Norske Flyverforening og Svensk Pilotförening.

  • SAS Pilot Group organiserer 95 procent af alle SAS piloter i Danmark, Norge og Sverige.Kilde: Dansk Pilotforening og SAS.