Tour de Frances gule trøje fylder 100 år

I år er det 100 år siden, man første gang gav en gul trøje til en cykelrytter i Tour de France.

Tour de France er verdens største cykelløb. Det varer tre uger og afholdes hver sommer i Frankrig. Dette års Tour de France startede lørdag.

Hver dag giver man en gul trøje til den cykelrytter, der den dag fører Tour de France. Cykelrytteren må køre med den gule trøje dagen efter.

I år er det 100 år siden, at den første rytter fik den gule trøje. Den gule trøje er siden blevet uddelt over 2000 gange til 250 forskellige ryttere.

Den gule trøje skulle gøre det lettere for publikum

Tour de France startede i 1903. Dengang brugte man et grønt armbind til at vise, hvilken cykelrytter der førte løbet.

Men publikum syntes, det var svært at se, hvem der førte. Derfor fandt man på, at den førende cykelrytter skulle køre med en særlig trøje.

Trøjen blev gul, fordi den daværende leder af løbet, Henri Desgrange, var redaktør på avisen L'Auto, som var trykt på gult papir.

Eddy Merckx har kørt 96 dage med den gule trøje

Den første, der fik den gule trøje, var franskmanden Eugéne Christophe. Det var den 19. juli 1919.

Belgieren Eddy Merckx har kørt flest dage med den gule trøje. Han har vundet Tour de France fem gange og kørt 96 dage med den gule trøje.

Dette års Tour de France slutter søndag den 28. juli. Der er 176 cykelryttere med, og ni af dem er danskere.

Ovenfor kan du se billeder af den gule trøje i Tour de France.

Nedenfor kan du se alle de danskere, der har kørt med den gule trøje i Tour de France.

Danskere i den gule trøje

  • Bjarne Riis vandt Tour de France i 1996. Han har i alt kørt 14 dage i den gule trøje. 13 dage i løbene i 1995 og 1996 og den første dag i Tour de France i 1997, fordi han vandt løbet året før.

  • Kim Andersen har kørt 10 dage i den gule trøje i 1983 og 1985.

  • Michael Rasmussen har kørt ni dage i den gule trøje i 2007.

  • Jørgen V. Pedersen har kørt fem dage i den gule trøje i 1986.

  • Rolf Sørensen har kørt fire dage i den gule trøje i 1991.

  • Bo Hamburger har kørt en dag i den gule trøje i 1998.

Facebook
Twitter