Man skal ikke have ondt af sig selv

Livet er lidt mere besværligt som ordblind, men så må man bare arbejde hårdere. Det siger Kenneth Baun, der har lært at læse og fik det job, han drømte om.

Tryllekunstner Kenneth Baun

Kenneth Baun er svært ordblind. Som barn blev han sendt til Taleinstituttet i Aarhus sammen med andre svært ordblinde for at lære at læse.

Men selv dér var han den dårligste og fik ikke lært at læse. Kenneth lærte i stedet at trylle. Det var han god til og tjente penge nok til at købe sit eget hus.

Han fortalte Danmarks Radio sin historie og kom i tv i 1999.

Livet som ordblind

Ordblinde læser og skriver dårligt, fordi de har svært ved at omsætte bogstaver til lyde. Omkring syv procent af de voksne danskere opfatter sig selv som ordblinde. Her kan du møde mennesker, som ikke lader sig slå ud af deres ordblindhed.

Se Tema

Kom i tv, fordi han var ordblind

- Jeg fortalte Danmarks Radio, at jeg var ordblind tryllekunstner. Hvis jeg bare havde sagt, at jeg var tryllekunstner, var jeg ikke kommet i tv.

Danmarks Radio gav Kenneth timer hos en af Danmarks bedste lærere og fulgte ham med kamera, mens han stavede sig igennem de første sider af en bog.

Det blev til et tv-program mere. Programmet sluttede med, at Kenneth læste hele bogen "Den grimme ælling".

Holder foredrag om ordblindhed

Tv-programmerne gjorde Kenneth Baun kendt i Danmark, og han fik mange job som tryllekunster.

En pige så Kenneth på tv og inviterede ham i byen. I dag er de gift og har tre børn. Kenneth Baun er stadig tryllekunstner, men han holder også foredrag om at være ordblind.

- Ordblinde skal ikke have ondt af sig selv, for så har de to problemer i stedet for et.

Ordblinde er gode til at finde løsninger

- Livet er lidt mere besværligt som ordblind, men så må man bare arbejde lidt hårdere. Det gør mange ordblinde, siger han.

- Samtidig er de gode til at finde løsninger, fordi de er vant til at prøve flere gange.

Kenneth vendte sin ordblindhed til noget positivt. Han kom i tv, lærte at læse, blev berømt og fik en kone og tre børn.

Kan læse navnene på byerne

Han har stadig svært ved at skrive nogle ord.

For eksempel synes han, at mange børn har svære navne i dag.

Men han kan læse lektier med sin store pige på ti år, og han kan læse, hvad der står på skiltene, når han kører rundt i Danmark og tryller for børn og voksne.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve