Mandlig sygeplejerske: Jeg bliver glad af at give omsorg

I mange år troede Theis Smedegaard, at han skulle gøre karriere og være chef. Nu er han sygeplejerske, fordi det giver mere mening for ham.

Theis Smedegaard valgte at blive sygeplejerske, fordi han er god til at give omsorg til andre. (Foto: Line Kjærgaard Larsen © DR Ligetil)

I Danmark er næsten alle sygeplejersker kvinder. Kun fire ud af 100 sygeplejersker er mænd.

Theis Smedegaard er en af de få mænd, som er sygeplejerske. Han har været sygeplejerske i fem år.

- Jobbet som sygeplejerske giver rigtig meget mening for mig. Jeg bliver glad af at give omsorg til andre, siger han.

Theis troede, at han skulle være chef

Inden Theis blev sygeplejerske, studerede han ledelse på universitetet.

- Jeg troede i mange år, at jeg skulle gøre karriere og være chef i en stor virksomhed, siger han.

- Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle være sygeplejerske. Jeg syntes ikke, sygeplejerske var et sejt nok job, siger han.

Theis: Det er spændende at arbejde med mennesker

Efter nogen tid fandt Theis ud af, at ledelse slet ikke var noget for ham. Han stoppede derfor på universitetet.

Theis begyndte at arbejde som ufaglært sosu-hjælper for at tjene penge. Imens tænkte han over, hvilken uddannelse han ville tage.

- I jobbet som sosu-hjælper opdagede jeg, at det er spændende og givende at arbejde med mennesker, siger han.

Theis: Jeg kan gøre en forskel

Theis fandt først ud af, at han ville være sygeplejerske, da han var rejseleder i Grækenland.

- Jeg havde en forfærdelig oplevelse, hvor en turist fik en blødning i hjernen og døde, siger han.

- Jeg støttede turistens familie rigtig meget. Jeg oplevede, at jeg var god til det og kunne gøre en forskel for dem. Og så besluttede jeg, at jeg skulle være sygeplejerske, siger Theis.

Facebook
Twitter