Mattel laver første Barbie-dukke med hijab

Den kvindelige fægter Ibtihaj Muhammad har inspireret virksomheden Mattel til at lave en Barbie-dukke med hijab.

Ibtihaj Muhammad er stolt over , at den nye Barbie-dukke er inspireret af hende (Foto: Lucy Nicholson © Scanpix)

Mattel er en amerikansk virksomhed, som laver legetøj. Mattel laver blandt andet den kendte Barbie-dukke.

Nu laver Mattel den første Barbie-dukke med hijab.

Dukken er inspireret af den amerikanske fægter Ibtihaj Muhammad, der sidste år vandt en bronzemedalje ved OL i Rio.

Mattel ærer kvindelig fægter

Mattel skriver på Twitter, at firmaet vil ære Ibtihaj Muhammad med den nye Barbie-dukke.

- Ibtihaj inspirerer kvinder og piger over hele verden til at bryde grænser, skriver Mattel.

Ud over hijab er en nye Barbie-dukke iklædt fægteudstyr.

Ibtihaj Muhammad er stolt

Ibtihaj Muhammad siger, at dukken er en barnedrøm, der går i opfyldelse.

- Jeg er stolt over at vide, at små piger over hele verden kan lege med en Barbie, der har valgt at iklæde sig hijab, siger hun.

Den nye Barbie-dukke forventes at blive sat til salg i efteråret 2018.

/ritzau/