Mor: Det er nemmere for mig at tage barsel

Karina Dørr Pedersen tager det meste barsel med sin datter, fordi hun nemmere kan få barsel end sin mand.

  • Karina giver Sif flaske. (Foto: Line Kjærgaard Larsen © DR Ligetil)
  • Karina går tur med Sif i barnevognen. (Foto: Line Kjærgaard Larsen © DR Ligetil)
  • Karina skærer grøntsager, så hun kan lave grøntsagsmos til Sif. (Foto: Line Kjærgaard Larsen © DR Ligetil)
  • Karina vasker de flasker, som hun giver Sif mælk med. (Foto: Line Kjærgaard Larsen © DR Ligetil)
1 / 4

Karina Dørr Pedersen og hendes mand blev forældre til Sif for et halvt år siden.

Karina tager barsel med Sif i ti måneder. Hendes mand tager barsel i to måneder.

- Vi ville gerne have delt barslen lige. Men jeg tager det meste, fordi det er nemmest, siger Karina.

Karina: Min mand kan ikke være væk fra jobbet

Karina arbejder som underviser, og hun er offentligt ansat. Det offentlige giver ansatte gode muligheder for at tage barsel, især hvis man er kvinde.

- Min mand arbejder i en bank, og hans arbejde vil helst ikke have, at han er væk fra sit job alt for længe, siger hun.

- Min mand er også lige blevet chef. Derfor er det også sværere for ham at være væk fra jobbet, siger Karina.

Alle forventer, mor tager barsel

Inden Karina gik på barsel, var hun ved at skrive en lærebog. Men Karina opgav at skrive bogen, da hun ikke både kunne skrive en bog og være på barsel.

- Jeg følte, jeg blev nødt til at tage mest barsel, fordi min datter har mest brug for mig.

- Jeg ved godt, det er gammeldags at tænke, at børn har mest brug for deres mor. Men jeg oplever også, at både familie og venner forventer, at jeg tager mest barsel, siger Karina.

Karina er glad for at være på barsel

Karina fortryder ikke, at hun tager mest barsel, selvom hun måtte opgive at skrive en bog.

- Det vigtigste for mig er at være så meget sammen med min datter som muligt. Det er fantastisk at få lov til at se, hvordan hun udvikler sig hver dag.

- Jeg synes, det er synd for min mand, at han ikke får den samme mulighed for at lære vores datter at kende, siger hun.

Facebook
Twitter