’Morten’ sælger ulovlige cigaretter

’Morten’ sælger ulovlige kopi-cigaretter og bekymrer sig ikke om at blive opdaget.

De ulovlige kopi-cigaretter indeholder ofte mere tjære, nikotin og kulilte end tilladt af EU. Nogle cigaretter indeholder endda kamel- og rottelort, savsmuld og tobaksbiller. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

I Danmark bliver der hvert år røget mere end 150 millioner ulovlige cigaretter.

De bliver solgt på blandt andet Facebook og Den Blå Avis. Ofte er kopi-cigaretterne en hel del billigere end lovlige cigaretter.

DR Nyheder har kontaktet en af sælgerne, som i artiklen hedder ’Morten’, fordi han gerne vil være anonym.

Morten sælger på nettet og til kollegaer

Morten er godt klar over, at det er ulovligt at sælge kopi-cigaretterne. Alligevel sælger han både cigaretterne på nettet og til folk, han møder på sin arbejdsplads.

Han er ikke bange for at blive opdaget, selvom strafferammen for den type forbrydelser kan være helt op til otte års fængsel.

- En tur i spjældet for at sælge smøger ville jo være ren ferie. Lad mig sige det sådan her: Jeg har råd til at betale bøden, siger han.

Morten ved ikke, hvor cigaretterne kommer fra

Morten køber cigaretterne af en bekendt. Men han ved ikke, hvor den bekendte får cigaretterne fra, og han vil heller ikke vide det.

- Hvis det er et eller andet rockerværk eller bandemiljøet. Det vil jeg ikke vide. Jeg køber af ham, og så er det færdig slut, siger Morten.

Ifølge både Dansk Politi og Europol er det organiserede, kriminelle bagmænd, der står bag handlen med de ulovlige cigaretter.

I videoen herunder kan du se, hvordan DR Nyheder prøvede at købe kopi-cigaretter.

FacebookTwitter