Musikgenren reggae kommer på Unescos liste over verdensarv

Reggae er en musikgenre, der opstod i de fattige kvarterer i Jamaicas storby Kingston. Nu er reggae på listen over verdenskulturarv.

På billedet ses en reggaefan tidligere i år under arrangementet 'Bob Marley Earthday Festival' i den sydafrikanske by Durban. (Foto: Rajesh Jantilal © Scanpix)

Unesco er FN’s organisation for videnskab, kultur, uddannelse og kommunikation. Unesco er kendt for at lave en liste med verdenskulturarv.

Verdenskulturarv er for eksempel steder, områder og kunst, der er særlig værdifuldt og har stor betydning rundt omkring i verden.

Nu er musikgenren reggae netop kommet på Unescos liste over verdenskulturarv. Det betyder, at Unesco vil beskytte reggae.

Unesco: Reggae spilles og omfavnes bredt

Unesco siger, at reggae har været med til at starte samtaler om uretfærdighed, folkelig modstand, kærlighed og humanisme i en socialpolitisk og åndelig sammenhæng.

- I begyndelsen var reggaemusikken de marginaliserede stemme, men nu spilles og omfavnes genren bredt og på tværs af samfund, køn, etnicitet og religion, siger Unesco.

Unesco siger også, at genren er en ’stemme for alle’ i dag.

Reggae opstod i Jamaica

Reggae opstod oprindeligt i de fattige kvarterer i Jamaicas storby Kingston i 1960’erne.

Her begyndte lokale musikere at lave musik med et roligere tempo efter genren ska og dernæst genren rocksteady. Olivia Grange er Jamaicas kulturminister og udtaler sig til BBC.

- Reggae er entydigt jamaicansk. Det er musik, vi har skabt, og som er nået ud i alle verdens hjørner, siger Olivia Grange.

Facebook
Twitter