Nationalbanken advarer flere mindre banker

Flere af de mindre banker kan ikke overholde Nationalbankens krav, hvis en krise rammer dansk økonomi.

Ifølge Nationalbankens direktør, Lars Rohde, er flere af de små banker for ivrige med at låne penge ud. Arkivfoto. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

To gange om året laver Nationalbanken en såkaldt stresstest af danske banker.

Det betyder, at Nationalbanken undersøger, hvordan bankerne vil klare sig, hvis økonomen i Danmark bliver enten bedre eller dårligere.

Nationalbankens nyeste stresstest viser, at flere af de mindre banker ikke vil kunne klare sig, hvis der kommer hård recession.

De små banker slækker på kravene til lånerne

De syv såkaldt systemisk vigtige kreditinstitutter, Danske Bank, Nykredit, Nordea, Jyske Bank, Sydbank, DLR Kredit og Spar Nord, består stresstesten.

Men ifølge Nationalbankens direktør, Lars Rohde, er flere af de små banker for ivrige med at låne penge ud.

Han siger, det er naturligt, at bankerne konkurrerer om at låne penge ud, når der er økonomisk fremgang. Men konkurrencen kan få bankerne til at slække på kravene til lånevilkårene.

Nationalbanken ser tegn fra finanskrisen

Ifølge Nationalbanken er nogle af bankerne begyndt at opføre sig på samme måde som i tiden op til finanskrisen, der ramte Danmark i 2008.

Derfor understreger Nationalbanken, at bankerne skal have en økonomisk buffer, så der er noget at stå imod med, når udviklingen går den anden vej.

Den økonomiske buffer er sat til 0,5 procent. Det betyder, at banker og realkreditinstitutter skal lægge 50 øre til side for hver 100 kroner, de låner ud.

Dem har Nationalbanken stresstestet

  • Systemisk vigtige finansielle institutter
  • Danske Bank, Nykredit Realkredit, Jyske Bank, Nordea Kredit, Sydbank, DLR Kredit, Spar Nord.

    Ikke-systemiske finansielle institutter
  • Arbejdernes Landsbank, Ringkjøbing Landbobank, Sparekassen Kronjylland, Vestjysk Bank, Nordjyske Bank, Lån & Spar Bank, Jutlander Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Den Jyske Sparekasse, Sparekassen Vendsyssel.

    Kilde: Nationalbanken.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve