Nogle studerende tager hjertemedicin mod eksamensangst

Flere end 1100 studerende tager hvert år hjertemedicin i eksamens-perioden for at undgå eksamensangst, viser studie.

Betablokkere kommer i glas med 100 piller i hver. Studerende kan derfor bruge pillerne ved flere eksamens-perioder og dele dem med vennerne, mener forsker. (Foto: Kristian Brasen © Scanpix)

Betablokkere er medicin, som er lavet til mennesker med hjerteproblemer. Men betablokkere kan også hjælpe mod eksamensangst og høj puls.

Hvert år i maj og juni indløser flere en 1100 studerende mellem 14 og 30 år derfor en recept på betablokkere, selvom de ikke har hjerteproblemer, viser studie.

Det er dobbelt så mange, som i år 2000, skriver Politiken.

Forsker: Endnu flere tager betablokkere

Emil Loldrup Fosbøl er læge på Rigshospitalets hjerteafdeling, og han har været med til at lave studiet om studerende og betablokkere.

Han mener, at endnu flere end de 1100 studerende fra studiet tager betablokkere.

- Betablokkere kommer typisk i glas med 100 tabletter, så når én studerende har fået pillerne, har man både til mange eksamens-perioder og til vennerne, siger Emil Loldrup Fosbøl.

Flest kvinder tager betablokkere mod eksamensangst

Studiet om studerende og betablokkere viste også, at gymnasie-elever mellem 18 og 20 år er den gruppe, der oftest tager betablokkere mod eksamensangst.

Studiet viste også, at 8 ud af ti af dem, der tager betablokkere mod eksamensangst, er kvinder.

Emil Loldrup Fosbøl tror blandt andet, at studerende tager betablokkere, fordi der stilles meget høje krav til dem i dag.

Facebook
Twitter