Ny kampagne skal stoppe 20.000 indbrud

Danmark er det land i Norden, hvor der sker flest indbrud. Det vil en ny kampagne gøre noget ved.

I de seneste 30 år har der hvert år været mellem 30.000-35.000 indbrud i private hjem i Danmark. Arkivfoto.

Danmark er plaget af mange indbrud. Faktisk sker der hvert år cirka 30.000 indbrud i private hjem i Danmark.

Det betyder, at der er cirka tre gange så mange indbrud i Danmark som i Sverige, Norge eller Tyskland.

Det siger TrygFonden, Realdania, Det Kriminalpræventive Råd og Bolius, som står bag den nye kampagne ”Bo trygt!”.

Kampagne vil stoppe indbrud

”Bo trygt!”-kampagnen skal nedbringe antallet af indbrud i Danmark. Kampagnen skal blandt andet få danskerne til at sikre døre og vinduer bedre.

Men kampagnen skal også gøre naboer bedre til at hjælpe hinanden. Det siger Gurli Martinussen, som er direktør i TrygFonden.

- Det, det handler om, er, at tyven skal tro, at der er nogen hjemme. Her kan man få naboen til at sætte noget i indkørslen eller fylde noget i skraldespanden, siger hun.

Om ”Bo trygt!”

  • Målet med kampagnen er at sænke det årlige antal indbrud med 20.000 - fra 30.000 til 10.000 indbrud.

  • TrygFonden og Realdania har til sammen givet 100 millioner kroner til projektet.

  • En undersøgelse viser, at to ud af tre indbrudstyve har oplevet at blive opdaget af en nysgerrig nabo.

Facebook
Twitter