OL: Rikke Møller kom på en sidsteplads i finalen i 200 meter bryst

Svømmer Rikke Møller Pedersen havde svært ved at holde tårerne tilbage, efter hun kom på en sidsteplads i finalen i sin favorit-disciplin.

Rikke Møller Pedersen var et af Danmarks største medalje-håb ved OL i Rio. (© dr)

Natten til fredag dansk tid svømmede den danske svømmer Rikke Møller Pedersen finale i 200 meter brystsvømning ved OL.

Rikke Møller Pedersen havde kvalificeret sig til finalen med den femtebedste tid. Hun er også noteret for verdensrekorten i 200 meter bryst, som er hendes favorit-disciplin.

Men finalen gik helt galt for Rikke Møller Pedersen, som endte med at komme på sidstepladsen.

Rikke Møller gik helt i stå

Rikke Møller Pedersen lagde ellers flot ud i finalen og førte efter de første 50 meter.

Da halvdelen af løbet var overstået, lå hun som nummer tre. Men herefter begyndte det at gå dårligt for Rikke Møller Pedersen, og de sidste 50 meter gik hun helt i stå.

Efter løbet var Rikke Møller Pedersen meget skuffet, og hun havde svært ved at holde tårerne tilbage, da DR interviewede hende.

OL er dog endnu ikke helt slut for Rikke Møller Pedersen. Søndag nat skal hun i vandet igen sammen med resten af kvinderne fra svømmeholdet, når de skal svømme 4 x 100 medley.

I videoen under artiklen kan du se to klip, hvor DR’s reporter interviewer Rikke Møller Pedersen efter løbet. I det første klip har Rikke Møller meget svært ved at holde tårerne tilbage.

Facebook
Twitter