Ove: Jeg har aldrig været bange for at sige det højt

Buschauffør Ove Bossen har altid haft svært ved at læse og skrive. Han har fået hjælp igennem sit arbejde, og det har han aldrig fortrudt.

I dag kan jeg læse og skrive meget mere end for fem år siden, siger Ove Bossen. (Foto: Sofie Guldager Rafn DR Nordjylland)

Busselskabet Keolis tilbyder deres chauffører at komme på dansk-kursus i arbejdstiden, hvis de har svært ved at læse og skrive.

Ove Bossen fra Aalborg er en af de chauffører, som har været på dansk-kursus, fordi han er ordblind.

I dag er han blevet så god, at han ikke længere skal gå på et hold for ordblinde. Nu kan han begynde på et almindeligt dansk-kursus.

I dag kan jeg skrive meget mere

Da Oves chef tilbød ham at komme på dansk-kursus, sagde han ja med det samme. Siden 2011 har han været på kursus en gang om året.

- Jeg har aldrig fortrudt det. I dag kan jeg læse og skrive meget mere end for fem år siden, siger Ove til DR Ligetil.

Han kan tydeligt mærke i hverdagen, at han er blevet meget bedre til dansk. Og det hjælper ham i hans daglige arbejde.

- Hvis der er en skade på bussen, skal vi kunne beskrive den så præcist som muligt. Det er jeg blevet meget bedre til, siger han.

Nu kan jeg skrive indkøbsseddel

Ove kan også mærke derhjemme, at han har fået en nemmere hverdag, fordi han læser og skriver bedre.

- Jeg er blevet bedre til at hjælpe mine børn med lektierne, og nu kan jeg selv skrive en indkøbsseddel, siger han til DR Ligetil.

Ove sagde allerede til jobsamtalen for 14 år siden, at han var ordblind. Han har aldrig været flov over det.

- Jeg har aldrig været bange for at sige det højt. Man kommer længst ved at åbne op omkring det, så man får hjælp, siger han.

Ove fik kollega til at tilmelde sig

Mange af Oves kolleger synes det er flot, at han gør så meget for at blive bedre til at læse og skrive.

- De er glade for, at jeg gør noget ved det. Og de er rigtig søde til at hjælpe mig, siger Ove til DR Ligetil.

Han har endda fået andre kolleger til at melde sig til et dansk-kursus.

- Jeg havde en kollega, som ikke havde lyst til at gå på kursus. Men så tog jeg en snak med ham, og så endte han faktisk med at tilmelde sig, siger Ove.