Tema Afstemning i Catalonien 19 artikler

OVERBLIK Cataloniens ønske om selvstændighed har udviklet sig til en konflikt

Siden en ulovlig afstemning er konflikten mellem Spanien og Catalonien blevet værre dag for dag. Få et overblik over konflikten her.

Catalonien er en velhavende del af Spanien, som har egen selvstyre-regering og eget parlament. Men et flertal af Cataloniens parlament ønsker, at Catalonien skal være helt selvstændigt.

Derfor stemte catalonierne om at blive selvstændigt den 1. oktober. 90 procent stemte for, at Catalonien bliver selvstændigt.

Men den spanske regering er stor modstander af, at Catalonien skal være selvstændigt, og nu har afstemningen skabt en konflikt mellem Spanien og Catalonien.

Få et overblik over konflikten her.

Den 1. oktober 2017

Catalonien stemmer om, hvorvidt området skal være selvstændigt fra Spanien. Den spanske regering har på forhånd sagt, at afstemningen er ulovlig.

90 procent af de catalonske vælgere stemmer 'ja' til, at Catalonien skal være selvstændigt. Stemmeprocenten er dog kun på 43 procent.

På valgdagen opstår der uroligheder, og cirka 900 personer kommer til skade i kampe med politiet ifølge catalonske myndigheder. Tallet er omstridt.

Den 3. oktober 2017

Fagforeninger indkalder til generalstrejke i Barcelona, og op mod 700.000 personer demonstrerer.

Spaniens kong Felipe holder en tale i tv, hvor han anklager de politiske ledere i Catalonien for at true Spaniens stabilitet.

Cataloniens præsident, Carles Puigdemont, siger, at han er klar til at erklære Catalonien selvstændigt inden for få dage.

Den 4. oktober 2017

Cataloniens parlament indkalder til et møde den 9. oktober.

På mødet skal politikerne tale om, hvad der nu skal ske i processen mod at blive selvstændig.

Den 5. oktober 2017

Spaniens forfatningsdomstol suspenderer mødet i det catalanske parlament.

Spaniens tredjestørste bank, Caixabank, siger, at den overvejer at flytte sit hovedkvarter fra Catalonien til et andet område af Spanien på grund af konflikten og den usikre fremtid.

Spaniens femtestørste bank, Sapadell, siger, at den overvejer at gøre det samme.

Den 7. oktober 2017

Mariano Rajoy er Spaniens premierminister.

Han siger i et interview, at han ikke vil udelukke, at Cataloniens selvstyre bliver suspenderet.

Caixabank beslutter at flytte hovedkvarteret fra Barcelona til Palma de Mallorca.

Den 8. oktober 2017

I Barcelona demonstrerer flere end 350.000 personer mod, at Catalonien løsriver sig fra Spanien.

Cataloniens præsident, Carles Puigdemont, antyder, at Catalonien vil erklære sig selvstændigt, hvis politikerne i Spaniens regering ikke vil gå i dialog.

Den 9. oktober 2017

Ada Colau er borgmester i Barcelona.

Hun beder Carles Puigdemont om at droppe alle tanker om at erklære Catalonien selvstændigt.

Den 10. oktober 2017

Carles Puigdemont holder tale i parlamentet, men han erklærer ikke Catalonien for en selvstændig stat.

Han har nemlig besluttet at vente et par uger, fordi han først vil forhandle med den spanske regering.

Derfor opfordrer han parlamentet til at suspendere en valglov. Heri står der nemlig, at Catalonien skal erklære sig selvstændig senest 48 timer efter en afstemning, hvor et flertal har stemt ja til at blive selvstændig.

Den 11. oktober 2017

Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, skal efter planen holde tale i det nationale parlament om konflikten i Catalonien.

Kilde: AFP, Reuters, dpa og BBC.

/ DR Nyheder /

  • Print