OVERBLIK Så stor er forskellen på USA og Danmarks våbenlove

I USA har borgere ret at bære våben, mens det i Danmark kræver særlig tilladelse. Få et overblik over USA og Danmarks våbenlove.

En mand ser ser på et gevær ved udstillingen South Florida Gun Show, som blev holdt her i februar. (Foto: MICHELE EVE SANDBERG © Scanpix)

Forrige uge skete der et skoleskyderi i den amerikanske delstat, Florida. 17 mennesker mistede livet.

Skoleskyderiet har skabt stor debat om USA's våbenlove. Elever har demonstreret mod våbenloven, mens Donald Trump har foreslået, at lærere bliver bevæbnet.

Siden har store virksomheder som Hertz, Avis, Best Western, Delta og United Airlines sagt, at de vil stoppe deres aftaler med USA’s våbenlobby NRA.

Våbenlov i USA og Danmark er forskellig

USA oplever masseskyderier 11 gange oftere end gennemsnittet blandt andre højtudviklede lande. I 2017 døde mere end 15.000 mennesker på grund af skud i USA.

I USA er det dog en grundlovssikret ret at bære våben. I Danmark skal man derimod have tilladelse af politiet til at bruge eller have våben på sig.

Der er altså stor forskel på USA og Danmarks våbenlove. Nedenfor kan du få et overblik over forskellene.

Hvad siger loven?

  • Danmark
    Danmark er det ikke tilladt at erhverve, besidde, bære eller anvende skydevåben, hvis man ikke har fået tilladelse af politiet.

    Det samme gælder andre særlige farlige våben og knive.
  • USA
    I USA har man ret til at bære våben. Det er en individuel rettighed, som står i en tilføjelse til Uafhængighedserklæringen. Her står der:

    "Da et velreguleret militær er nødvendigt for sikkerheden for et frit land, skal retten for folket til at bære og opbevare våben ikke indskrænkes."

Hvor gammel skal man være?

  • Danmark
    I Danmark skal man være over 20 år for at købe en pistol. Man skal også have været aktivt skydende medlem af en skytteforening i minimum to år.

    Man skal være 18 år for at kunne købe en riffel. Personer ned til 16 år kan dog også få tilladelse til at eje en riffel, hvis deres forældre giver dem lov.
  • USA
    I USA skal man være mindst 18 år for at købe geværer, rifler og ammunition. Alle andre typer våben må kun sælges til folk, der er mindst 21 år. For eksempel håndvåben.

    Det står der i den såkaldte Gun Control Act of 1968, som er en lov, der regulerer våbenlovene for alle delstaterne i USA.

Er der baggrundstjek?

  • Danmark
    I Danmark skal man have tilladelse til at bære eller samle på våben. Hvis man vil bruge et våben til at gå på jagt, skal man minimum have bestået en almindelig jagtprøve og en haglskydeprøve.

    Man skal også kunne vise en ren straffeattest, når man køber pistol og riffel.
  • USA
    I USA skal man igennem et baggrundstjek for at kunne købe våben.

    Delstaterne bestemmer selv, om det kun er FBI, der skal lave baggrundstjekket, eller om FBI skal lave det sammen med den enkelte delstats efterretningstjeneste.

    Det anslås, at baggrundstjekket tager cirka 10 minutter, og det kan gøres via telefon eller på internettet.

    I de fleste delstater skal man have tilladelse til at bære håndvåben, mens man i andre stater har lov til at bære håndvåben uden en tilladelse. Til gengæld må man bære rifler og geværer uden at have en tilladelse i næsten alle delstater.

Kilder: Politiet, Justitsminiteriet, shootingtracker.com, Information, Berlingske, Deutsche Welle, borger.dk, International Journal of Criminal Justice Sciences og DR.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve