Prins Henrik er død

Prins Henrik sov stille ind sent tirsdag. Han var omgivet af dronningen og de to prinser. Det oplyser Kongehuset.

Prins Henrik sov stille ind sent tirsdag aften på Fredensborg Slot. (Foto: christian Als © Scanpix)

Prins Henrik er død. Han blev 83 år.

Prins Henrik sov stille ind tirsdag klokken 23.18 på Fredensborg Slot.

Han var omgivet af dronningen, kronprins Frederik og prins Joachim. Det oplyser Kongehuset.

Prins Henrik blev indlagt på hospitalet

Prins Henrik blev indlagt på Rigshospitalet den 28. januar. Her blev han undersøgt for en tumor i sin venstre lunge.

Tumoren viste sig at være godartet, og siden er prins Henrik blevet behandlet for en infektion i lungerne på Rigshospitalet.

Men fredag sagde Kongehuset, at prins Henriks tilstand var blevet alvorligt forværret. Derfor rejste kronprins Frederik hjem fra Sydkorea, hvor han var til vinter-OL.

Familien besøgte prins Henrik

I weekenden havde prins Henrik besøg af dronningen, sine to sønner, svigerdøtre og børnebørn.

Prins Henriks lillesøster, Catherine de Monpezat, kom også fra Frankrig til Danmark for at besøge ham.

Tirsdag morgen blev prins Henrik flyttet fra Rigshospitalet til Fredensborg. Her tilbragte han sin sidste tid.

FacebookTwitter