Putins parti får flertal i Ruslands parlament

Præsident Putins parti er nu tre gange større end Ruslands næststørste parti.

Præsident Putin siger, at hans parti med sikkerhed har vundet det russiske valg til parlamentet. (Foto: ALEXEI DRUZHININ © Scanpix)

Søndag var der valg til det russiske parlament.

Nu er 90 procent af stemmerne talt op, oplyser den russiske valgkommission ifølge nyhedsbureauet AFP.

Stemmerne viser, at præsident Vladimir Putins regeringsparti, Forenet Rusland, bliver det største parti ved valget.

Putin: Vi har vundet

Partiet Forenet Rusland ser ud til at få 54,3 procent af stemmerne, hvilket giver partiet mindst 338 af parlamentets 450 pladser.

- Vi kan allerede med sikkerhed meddele, at vi har vundet, siger Vladimir Putin i et tv-interview.

Den russiske valgkommission oplyser, at 47,8 procent af vælgerne stemte ved valget. Til parlamentsvalget i 2011 stemte 60 procent af vælgerne.

Putin: Folk ønsker stabilitet

Præsident Vladimir Putin siger, at valgets resultat er godt, og at vælgerne har stemt på Forenet Rusland, selv om det er hårde tider.

- Situationen er ikke let, og det mærker folk. De har et ønske og håb om, at den politiske situation er stabil, siger Putin ifølge nyhedsbureauet Tass.

Det var forventet, at Putins parti igen ville blive Ruslands største parti.

Kun Putin-støtter har fået nok stemmer

Ved det seneste parlamentsvalg i 2011 fik Putins parti 49 procent af stemmerne.

Efter valget protesterede mange folk mod Putin i hovedstaden Moskva, fordi de mente, at der havde været snyd ved valget.

Det er kun de fire førende partier, som støtter Putins parti, som ser ud til at komme over spærregrænsen på fem procent. Sådan var det også ved sidste parlamentsvalg.

Kritiske partier ligger under spærregrænse

Ingen af partierne Jabloko og Parnas ser ud til at nå over spærregrænsen.

Begge partier er kritiske over for præsident Putin.

Nogle af disse partiers kandidater kan dog stadig blive valgt ind i det russiske parlament, hvis de får nok stemmer i de enkelte valgkredse.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter