Rapport: Det er livsfarligt at være kristen i nogle lande

En ny rapport viser, at kristne var i fare i en række lande i 2017. Det var især i Afrika, Mellemøsten og Asien, at kristne blev forfulgt.

Otte personer blev dræbt, da en kristen kirke i Kairo blev angrebet i december 2017. (Foto: Up_panda © Scanpix)

Det er farligt at være kristen i en række lande i verden.

Faktisk bor flere end 215 millioner kristne mennesker i lande, hvor de er i livsfare, fordi de er kristne.

Det viser en ny årsrapport fra organisationen Open Doors, som undersøger forfølgelse af kristne. Rapporten blev offentliggjort onsdag.

Generalsekretær: Det er det værste år hidtil

Det seneste eksempel er, at en kristen kirke i Kairo blev angrebet under en gudstjeneste i december. Otte mennesker mistede livet.

Golriz Ghozati er konstitueret generalsekretær i Open Doors i Danmark. Hun siger, at der aldrig har været så mange forfulgte kristne.

- Vi ser igen i år en stigning af forfølgelse af kristne, og 2017 viser at være det værste år hidtil, siger hun.

Islamister forfølger kristne

Næsten én ud af 12 kristne i verden bor et sted, hvor kristendom er ulovligt. Rapporten viser, at kristne mindretal særligt bliver forfulgt i Afrika, Mellemøsten og Asien.

I Asien er det særligt radikal hinduisme og buddhisme, som er en årsag til, at kristne forfølges.

Radikale islamiske bevægelser er dog den hyppigste årsag til, at kristne forfølges. I 45 ud af 50 lande i rapporten er det islamistiske bevægelser, der forfølger kristne.

Du kan høre mere om rapporten fra Open Doors i ’Tidsånd’ på P1, som sendes torsdag kl. 11.

Top 10 over lande, hvor kristne forfølges mest

  • Nordkorea.

  • Afghanistan.

  • Somalia.

  • Sudan.

  • Pakistan.

  • Eritrea.

  • Libyen.

  • Irak.

  • Yemen.

  • Iran.

Facebook
Twitter