Regeringen vil gøre det lettere at skyde en ulv

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (Venstre) mener, at der skal kunne gives flere tilladelser til at skyde ulve.

Regeringen vil nu gøre det lettere at skyde ulve, der gentagne gange kommer for tæt på mennesker. Arkivfoto. (Foto: MORTEN JUHL © Scanpix)

UIve er blevet set flere steder i Danmark siden 2012. Ulven er fredet i EU, men flere danskere vil have ulven fjernet fra den danske natur.

Regeringen vil nu gøre det lettere at skyde ulve, der gentagne gange kommer inden for 50 meters afstand af et sted, hvor der bor mennesker.

Man skal også kunne skyde en ulv, hvis den gentagne gange forcerer et ”ellers velholdt hegn" for at dræbe husdyr. Det skriver Jyllands-Posten.

Miljøminister: Reglerne er for snævre

Jakob Ellemann-Jensen (Venstre) er miljø- og fødevareminister. Han siger, at reglerne for at skyde en såkaldt problemulv har været for snævre.

- Hensigten er at rette op på det, så der i fremtiden bliver flere situationer, hvor der kan gives tilladelser til at skyde en problemulv, siger han.

Jakob Ellemann-Jensen præsenterer de nye regler på et debatmøde i Ulfborg i Vestjylland torsdag.

Det er svært at dokumentere, at det er den samme ulv

Lars Hvidtfeldt er viceformand i organisationen Landbrug & Fødevarer.

Han synes, det er positivt, at der kommer nye regler. Men han tror, det bliver svært at dokumentere, at det er den samme ulv, der har skabt problemer.

- Ulvene har jo ikke røde, gule og blå halsbånd på. Så det der med at dokumentere, at det er den samme ulv, det kan jo være vanskeligt. Hvis det er kriteriet, er jeg bange for, at man aldrig kan komme til at skyde en ulv, siger han.

Facebook
Twitter