Republikanerne vinder både præsidentposten og får flertal i Kongressen

Det har stor betydning for USA's politik, at partiet Republikanerne nu både har præsidentposten og flertal i hele Kongressen.

Her ses personer, som støtter Donald Trump. (Foto: SHAWN THEW © Scanpix)

Den 8. november var der præsidentvalg i USA, og der var samtidig også valg til Kongressen i landet.

Kongressen er USA’s lovgivende forsamling, og den består af Senatet og Repræsentanternes Hus.

Republikanernes kandidat, Donald Trump, vandt præsidentposten, og Republikanerne fik også flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus.

Trump vil måske nemmere kunne samarbejde med Kongressen

Det er ikke til at vide, hvordan Trump vil samarbejde med Republikanerne i Kongressen.

Men han har som udgangspunkt en kongres, som gerne vil samarbejde med ham i modsætning til Demokraternes præsident Barack Obama.

Obama har måttet kæmpe meget for at få sin politik igennem, fordi Republikanerne også har haft flertal i Kongressen, mens han har været præsident.

Republikanerne har gode muligheder for at vælge ny dommer

Trump og Republikanerne har for eksempel gode muligheder for at vælge en ny konservativ højesterets-dommer, efter den tidligere dommer Antonin Scalia døde i februar.

USA’s Højesteret har lige nu fire konservative og fire liberale dommere. Hvis den nye dommer bliver konservativ, har de konservative dommere flertal og dermed mest magt, hvilket kan få stor betydning for amerikansk politik.

Højesterets-dommerne har for eksempel tidligere afgjort, at homoseksuelle havde ret til at gifte sig, og at abort er lovligt.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk