Sådan opstod DR Ligetil

DR har siden 2011 bragt nyheder, der er lette at læse, så alle har mulighed for at følge med i aktuelle begivenheder.

(Foto: Illustration: Ingeborg Munk Toft)

DR Ligetil udkom første gang i marts 2011.

Direktøren for DR Oplysning hed dengang Gitte Rabøl, og hun sagde, at det var DR’s public service-opgave at ruste danskerne til at agere i demokratiet på et oplyst grundlag.

- Med ’Ligetil’ får læsesvage mulighed for at følge med i aktuelle begivenheder, som handler om det samfund, de er en del af, sagde Gitte Rabøl.

Ligetil blev oprettet i 2008

Men det var ikke nyt, at der kom en hjemmeside med nyheder skrevet i et sprog, der er let at læse.

Danmarks Radio overtog nemlig Ligetil fra nyhedsbureauet Ritzaus Bureau, hvor to journalister havde stået for hjemmesiden ligetil.nu siden august 2008.

Journalisterne omskrev døgnets vigtigste begivenheder fra ind- og udland, kultur og sport til et letlæst sprog. Artiklerne tog udgangspunkt i Ritzaus nyheder.

Eksperter anbefalede let-læste nyheder

Ligetil.nu blev skabt af en gruppe avisredaktører og sprogforskere på baggrund af anbefalinger fra en ekspertgruppe, der var nedsat af Kulturministeriet i 2003.

Ekspertgruppen skulle komme med et oplæg til en politik for det danske sprog, og den anbefalede blandt andet, at de danske medier oprettede en daglig netavis for usikre voksne læsere.

Det første år fik ligetil.nu støtte af Trygfonden og Kulturministeriet, og i perioden 2010-2012 kom støtten fra de såkaldte satspuljemidler under Undervisningsministeriet.

Priser til DR Ligetil

  • DR Ligetil har fået to priser for at skrive nyheder, der er lette at læse.

  • Årets Læseinitiativpris uddelt af Landsforeningen af Læsepædagoger for at skrive aktuelle nyheder om, så de er til at forstå for unge og voksne, der har svært ved at læse almindelige nyheder.

  • En særpris uddelt af DR’s sprogpris-jury for at skrive nyheder, som læserne kan forstå.

Facebook
Twitter