Sådan undgår du problemer med bilen på vinterferie

Vinterkulden kan skabe problemer for danske bilejere, når de kører på skiferie. Men disse gode råd kan hjælpe.

Snevejr og kulde kan give danskere mange problemer med bilen. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Når sneen falder på skiferien, kan det skabe problemer for danske bilejere.

Det gør det i hvert fald i Norge, hvor over 100 danske bilister tilkaldte vejhjælp gennem Rødt-Kort-ordningen sidste år.

For selvom danskerne er gode til at køre i snevejr og har snekæder på bilen, kan der være andre problemer for de danske bilister i det kolde vejr.

De danske dieselbiler fryser

Jan-Petter Schøyen er stationsleder hos SOS International Veihjelp i Oslo. Han siger, at danskerne ofte får problemer med deres dieselbil, når det er koldt.

I Norge tilsætter man nemlig et middel til diesel, så det ikke fryser. Det gør man ikke i Danmark, så hvis det er meget koldt, kan dieselen faktisk skade motoren, siger han.

Han anbefaler, at bilens tank næsten er tom, når man kører ind i Norge. Så kan man fylde tanken op med norsk diesel og undgå skader på motoren.

Bilens batteri har det dårligt i kulden

Jan-Petter Schøyen siger også, at danskerne skal passe på bilens batteri. Hvis det er koldt udenfor, bliver batteriet hurtigt fladt.

Jan-Petter Schøyen siger, at man skal lade være med at køre små ture. De små køreture slider nemlig på bilens batteri. Derfor er det bedre at gå, siger han.

- Er man nødt til at køre små ture i løbet af ugen, så kan det være en god idé at købe en lille batterilader, så der er strøm nok til at starte, siger Jan-Petter Schøyen.

Her er andre gode råd

  • Hold dig til sporene i kraftigt snevejr. Meget sne giver modstand og kan trække bilen ud til siden.
  • Husk snekæder, og øv dig på at sætte dem på hjemmefra.
  • Husk mad, drikke, strøm på mobilen, en fuld tank brændstof og en sneskovl. Hvis du skal køre over et fjeld, kan vejret hurtigt blive dårligt, og vejen kan lukke.
  • Tilkald hjælp gennem Rødt Kort-appen, så vejhjælpen har din gps-position. Du kan bruge Rødt Kort-ordningen i det meste af Europa, hvis du har en kaskoforsikring.

    Kilde: SOS International Veihjelp i Norge

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve