Situationen i Helmand-provinsen er kaotisk

Store dele af Helmand-provinsen i Afghanistan bliver nu kontrolleret af Taliban.

Det ryger, efter en selvmordsbombe er sprunget i Helmand-provinsen i Afghanistan. (Foto: © ABDUL MALIK, Scanpix)

Helmand-provinsen i Afghanistan har igennem mange år været en krigs-zone, hvor regerings-styrker kæmper mod oprørs-gruppen Taliban. Danske soldater har også kæmpet i området indtil for to år siden.

Taliban opnår mere og mere kontrol. I øjeblikket kontrollerer den afghanske regering kun tre ud af 14 distrikter i Helmand-provinsen.

De heftige kampe mellem regeringen og Taliban har sendt mange mennesker på flugt.

Lidegaard: Det er dybt ulykkeligt

Udviklingen i Afghanistan får nu flere danske politikere til at kræve en større indsats for at sikre fred i Afghanistan.

- Det er dybt ulykkeligt det her, og vi er nødt til at forfølge en forhandlings-løsning med Taliban. Ellers kommer der ikke ro, siger Martin Lidegaard (Radikale Venstre), der er tidligere udenrigsminister.

- Det går desværre den forkerte vej i Helmand-provinsen, fordi Taliban vinder frem, og det er jo det modsatte af, hvad vi ønsker, siger han.

Ekspert: Presset er hårdere, end man forventede

Peter Viggo Jakobsen er lektor ved Forsvarsakademiet. Han mener, at det har været en alt for stor opgave for de afghanske styrker at bekæmpe Taliban. Derfor er de amerikanske soldater også blevet længere i området, end de havde regnet med.

- Vi kan jo se, at amerikanerne har stoppet tidsplanen for tilbagetrækningen, og de nu fastholder flere soldater dernede, længere end de havde tænkt sig, siger han.

- Så det viser, at presset er blevet hårdere, end man havde håbet. Men lige nu ligner det dog ikke, at presset bliver så hårdt, at filmen decideret knækker for den afghanske regering, siger Peter Viggo Jakobsen.

Danmark i Afghanistan:

  • Danmark støttede de amerikanske soldater, da de gik i krig i Afghanistan.

  • I begyndelsen deltog både danske F-16-fly og danske special-styrker i jagten på terror-gruppen al-Qaeda.

  • I perioden frem til juni 2013 er 43 danske soldater blevet dræbt i Afghanistan, og flere hundrede er blevet såret.

  • Siden januar 2015 har 161 danske soldater og politifolk deltaget i den internationale operation, som skal træne, rådgive og støtte de afghanske sikkerhedsstyrker.

  • Den danske indsats i Afghanistan har indtil videre kostet omkring 13 milliarder kroner.

  • Den 23. maj 2014 kom de sidste danske soldater hjem fra Afghanistan.