Skaberen af ’Skam’ takker sine fans

En måned efter serien ’Skam’ sluttede, skriver seriens skaber, Julie Andem, nu en takke-hilsen til sine fans.

Sidste sæson af 'Skam' handlede om den muslimske pige Sana. (© NRK)

Det seneste år har tusindvis af danskere fulgt med i den norske serie 'Skam'.

'Skam' består af fire sæsoner, som DR har sendt, og serien blev meget populær både i Norge og Danmark.

Seriens sidste sæson handlede om den muslimske pige Sana og hendes liv i gymnasiet. Sidste afsnit blev sendt den 24. juni.

Skaber af ’Skam’ takker sine fans

Julie Andem er skaberen af 'Skam'. En måned efter serien sluttede, skriver hun nu en hilsen til sine mange fans på Instagram.

- Jeg har været så træt af at skrive, at jeg ikke en gang har orket at skrive en Instagram-post. Men i dag orker jeg det, og I fortjener en takkepost, skriver Julie Andem.

- For fanden for en tsunami af kærlighed, I har lagt på nettet i dagene efter finalen! Det var så fantastisk at følge med, og jeg blev så fandens stolt og rørt. Tusind tak.

Andem: Jeg ved ikke, hvad jeg skal nu

Skam har været et stort gennembrud for Julie Andem. Hun ved dog ikke endnu, hvad hun nu skal lave.

- Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal herfra, men jeg lover at holde jer opdateret, skriver hun.

- Og uanset hvad det bliver til, så lover jeg at fortsætte med at fortælle historier til alle, som vil høre på dem.

Nedenfor kan du læse hele Julie Andems hilsen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter