Søværnet har sprængt bomber ved flyvrag fra Anden Verdenskrig

Der er fundet bomber ved et gammelt flyvrag i havet. Bomberne skal sprænges én efter én, og den første blev sprængt tirsdag.

Søværnets Dykkertjeneste har fundet mindst syv bomber ved et gammelt flyvrag fra Anden Verdenskrig.

Flyvraget ligger på bunden af Langelandsbæltet syd for Langelands sydlige spids.

Bomberne skal sprænges én efter én, så det igen bliver muligt at sejle, dykke, fiske og kaste anker i området. Tirsdag blev den første bombe sprængt i stykker.

Bombe blev sprængt i stykker

Først blev bomben hævet op til overfladen med en ballon. Herefter blev den trukket væk fra flyvraget, sænket mod bunden igen og sprængt i stykker.

Det fortæller Lars Møller, der er orlogskaptajn og chef for Søværnets Dykkertjeneste.

- Der skal helst ikke ligge miner og bomber på havbunden, når vi ikke ved, om de er armerede, men de sprænger ikke af sig selv. Ikke medmindre de får hård fysisk påvirkning, siger Lars Møller.

Det er måske et amerikansk bombefly

Flyvraget ligger på 21 meters dybde. Man tror, at det er et amerikansk bombefly af typen B-24, der styrtede ned i 1944 under Anden Verdenskrig.

Det skete, da flyet sammen med flere hundrede andre fly var på vej mod byen Police i det nordlige Polen for at bombe nazisternes tredjestørste olie-raffinaderi.

Bomber vil blive sprængt i stykker ugen ud, siger Lars møller.

I videoen ovenfor kan du se bomben blive sprængt i stykker.

Facebook
Twitter