Søvnkonsulenter skal hjælpe unge med at få bedre søvn

Brønderslev Kommune har uddannet 20 søvnkonsulenter, der skal hjælpe unge med at få bedre søvn.

Efter at have fået hjælp fra søvnkonsulent Maria Sejerskilde, har 26-årige Frederik Donskov Jakobsen fået bedre søvn og er begyndt på studenterkursus. (Foto: Michael Eskebjerg Goddiksen © DR P4 Nordjylland)

Mange danske unge sover for lidt og for dårligt. Det kan betyde, at de kommer for sent på job eller opgiver at gennemføre deres uddannelse.

Det vil Brønderslev Kommune i Nordjylland gøre noget ved. Her er 20 sagsbehandlere blevet uddannet til søvnkonsulenter. De skal hjælpe de unge med at få bedre søvn.

Maria Sejerskilde er søvnkonsulent i kommunen. Hun fortæller, at cirka halvdelen af de unge, der opsøger kommunens Ungecenter, har søvnproblemer.

90 procent har fået bedre søvn i Vejen

Maria Sejerskilde mener, at mange unge sover for dårligt og på forkerte tidspunkter. Ifølge hende bør de skære ned ned på computerspil og film, fordi det går ud over søvnen.

For et år siden begyndte Vejen Kommune at vejlede borgerne i at få en bedre søvn. Her har mere end 90 procent af deltagerne fået bedre søvn ifølge kommunen.

Søvnkonsulenterne i Brønderslev Kommune har hjulpet de unge i et halvt år. Kommunen har endnu ikke evalueret, hvordan det virker, men fornemmer, at flere unge er begyndt at sove bedre.

Frederik fik hjælp til søvn

26-årige Frederik Donskov Jakobsen er en af de unge, der har fået hjælp til søvn. Han lider af angst og depression og har længe ikke vidst, hvad han ville med sit liv. Det har han kunne mærke på søvnen.

- Jeg var vågen mange gange om natten og kunne ikke rigtig falde i søvn igen, siger han.

Efter han har fået hjælp fra en søvnkonsulent, får han bedre søvn og er begyndt at læse et enkeltfag på studenterkursus. Hans drøm er at blive fysioterapeut.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk