Sommerens højeste temperatur har aldrig været så lav

Årets varmeste dag havde en temperatur på 26,8°C. Aldrig nogensinde har den højeste temperatur været så lav.

Det regnede meget i sommeren 2017. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Den 27. maj blev den varmeste dag i Danmark i år. Her blev temperaturen målt til 26,8°C.

Der har aldrig været et år, hvor den højeste temperatur var så lav. Det forklarer John Cappelen fra DMI.

- 26,8°C er den laveste maksimumtemperatur vi har set for et kalenderår, siden vi begyndte målingerne i 1874, siger han.

Foråret har ofte haft den varmeste dag

Det er dog ikke usædvanligt, at den varmeste dag på året kommer om foråret.

Det er faktisk sket otte gange i Danmark siden 1993.

Den højeste temperatur i sommermånederne juni, juli og august var 26,6 grader.

Lavtryk og fugtig luft kom ind over Danmark

Generelt blev det en lunken og våd sommer i Danmark i år, siger John Cappelen.

- Ligesom det ikke har været ordentligt varmt på noget tidspunkt, så har det faktisk heller ikke være rigtigt koldt. Temperaturmæssigt ender 2017 faktisk omkring gennemsnittet for de seneste ti år, siger han.

John Cappelen forklarer også, at vejret har været dårligt, fordi et lavtryk fra Atlanten blev ved med at komme ind over Danmark.

Facebook
Twitter