Sommerhusudlejere får næsten fordoblet deres fradrag

Man kan nu beholde flere penge selv, når man udlejer sit sommerhus. Folketinget har nemlig besluttet at hæve fradraget.

Sommerhusudlejere kan nu tjene 40.000 kroner skattefrit om året. Arkivfoto. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Sommerhusudlejere kan nu beholde flere penge selv, når de udlejer deres sommerhuse.

Bundfradraget er nemlig blevet hævet fra 21.400 kroner til 40.000 kroner. Det har et flertal i Folketinget besluttet.

Det forhøjede fradrag gælder allerede fra i år.

Minister: Aftalen skaber mere handel

Brian Mikkelsen (Det Konservative Folkeparti) er erhvervsminister. Han tror, at flere personer nu vil leje deres sommerhuse ud.

- Jeg tror, det vil betyde nærmest en eksplosion i udlejning af sommerhuse, siger Brian Mikkelsen.

- Det vil sige, at vi får flere udenlandske turister til Danmark, som skaber øget handel hos den lokale købmand og restaurant, siger han.

Om aftalen

  • Ifølge Erhvervsministeriet vil det koste cirka 60 millioner kroner om året at hæve sommerhusfradraget fra 21.400 kroner til 40.000 kroner.
  • Det forhøjede fradrag gælder dog kun, hvis man udlejer gennem et udlejningsbureau.
  • Hvis man udlejer sit sommerhus privat, er fradraget kun på 11.000 kroner om året.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve