Spillemyndigheden lukker ned for pengespils-sider til børn og unge

Teleselskaber skal blokere seks hjemmesider, der udbyder skinbetting. Det er et slags pengespil, som børn ned til 10 år spiller.

Flere danske unge har tabt tusindvis af kroner på skinbetting med genstande fra onlinespillet Counter-Strike. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Retten på Frederiksberg har i dag bestemt, at teleselskaberne 3 og TDC skal blokere seks hjemmesider, der udbyder skinbetting.

Skinbetting er et slags pengespil, som børn ned til 10 år spiller. Spillet udspringer af Counter Strike, og børnene køber værdifuld pynt til deres virtuelle våben, som de bruger som indsats i online-casinoer.

Det er første gang, at Spillemyndigheden får blokeret hjemmesider med den type spil. Blokeringen betyder, at man ikke kan gå ind på hjemmesiderne gennem danske internetudbydere.

Center: Det er et vigtigt signal

Henrik Thrane Brandt er souschef ved Center for Ludomani. Han er glad for, at hjemmesiderne bliver blokeret.

- Det er en rigtig god nyhed, for vi synes ikke på nogen måde, det er heldigt, at børn kan sidde og spille på de her sider uden nogen form for hindring, siger han.

Han siger dog, at det ikke løser hele problemet, fordi der hurtigt kan komme nye hjemmesider med skinbetting. Men han mener, at beslutningen signalerer, at man ikke vil have den slags hjemmesider.

1 ud af 5 føler sig afhængig

Jakob Willer er direktør i Teleindustrien, der ikke har noget problem med at blokere hjemmesiderne. Men det er en principsag, at domstolen beslutter det.

- Det er ret indgribende at afskære danskere fra dele af internettet, så det skal gå via retssystemet. Det ville være en glidebane, hvis vi skal håndhæve det som private selskaber, siger Jakob Willer.

P1 har tidligere lavet en rundspørge på Facebookgrupper for Counter Strike spillere. 400 børn svarede, og 96 procent sagde, de havde prøvet skinbetting. En ud af fem sagde, at de følte sig afhængig.

Disse hjemmesider skal blokeres

  • csgolounge.com

  • dota2lounge.com

  • csgofast.com

  • skinarena.com

  • csgoblaze.com

  • csgocrash.com

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter