AG København er gået konkurs

Håndbold-klubben AG København er gået konkurs. Derrmed står store håndbold-stjerner uden en klub.

(Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Håndboldklubben AG København er gået konkurs. Det bekræfter klubben i en presse-meddelelse.

I den seneste tid har der været stor usikkerhed om økonomien i AG København.

Blandt andet har der været tvivl om spillerne kunne få deres løn. Den har de dog fået.

I går forlod Søren Colding sin post som administrerende direktør.

Ejer solgte sine aktier

Og tidligere på sommeren sagde klubbens ejer, Jesper Nielsen, at han ville sælge sine aktier i klubben.

AG København har vundet DM de seneste to sæsoner. I maj blev den danske klub nummer tre i Champions League.

Efter konkursen står håndbold-stjerner som Mikkel Hansen, Joachim Boldsen og Kasper Hvidt uden klub.

Nye standarder

AG København var den stærkeste klub i dansk håndbold, og det er sørgeligt, at det danske tophold nu er fortid.

Sådan lyder det fra Carsten Albrektsen. Han er cheftræner i Bjerringbro-Silkeborg og konkurrent til AG København. Han siger:

- Jeg synes, at AGK har været med til at sætte nogle nye standarder for dansk herrehåndbold.

- De har evnet at tiltrække nogle profiler, der har gjort herrehåndbolden endnu mere attraktiv, end den var i forvejen, siger Carsten Albrektsen.

Formand er trist

Formand for Dansk Håndbold Forbund (DHF) hedder Per Bertelsen.

Han er trist over AG Københavns konkurs.

- Det er rigtig skidt for dansk håndbold, at det her er sket. Men sådan er det engang imellem i forretningslivet.

- AGK var en stor forretning og har gjort det rigtig godt, så længe de levede. Desværre kunne det ikke holde.

- Jeg er allermest ked af det på spillerne og de ansattes vegne, siger Per Bertelsen.

En tom plads

Men den tomme plads i Herre Håndbold Ligaen skal selvfølgelig fyldes op.

Og derfor får nedrykkerne fra Skive fH nu pladsen.

Pladsen i Champions League skal også fyldes op. Men det er endnu ikke besluttet, hvilken klub der skal have den plads.