Dansk kvinde vil køre ræs mod de bedste

Den 20-årige racerkører Michelle Gatting har en drøm om at køre med i det berømte 24-timers løb Le Mans.

Michelle Gatting har kørt motorløb mod drenge og mænd i mange år. Nu vil hun med helt frem blandt de bedste. (Foto: Scanpix © Scanpix)

 

Den 20-årige racerkører Michelle Gatting har en drøm om i fremtiden at køre med i det berømte 24-timers løb Le Mans.

Hun er en af de meget få kvinder i en sport med næsten kun mænd. Det har til tider været svært for Michelle Gatting:

- Som ung gokartkører accepterede drengene ikke, at de blev overhalet af en pige. De kørte mig af banen, hvis jeg overhalede dem. Det stoppede først, da jeg sagde til mig selv, at hvis folk kører ind i mig, så kører jeg ind i dem.

- Så gav jeg igen på banen eller stak dem en lussing efter løbet, og det skabte respekt, fortæller hun.

Hun har været holdkammerat med Magnussen

Bo Baltzer Nielsen, der er sportschef i Dansk Automobil Sports Union, siger, at Michelle Gatting er et af de største kvindelige talenter i racersport i øjeblikket.

Hun har blandt andet været holdkammerat med den kommende danske Formel 1-kører Kevin Magnussen, da de begge kørte gokart:

- Jeg er selvfølgelig stolt af ham, men han er stadig en konkurrent, selvom vi kører forskellige
klasser, siger Michelle, der i øjeblikket kører om et tysk mesterskab.

Nu er målet at køre Le Mans

Det næste mål for Michelle Gatting er at køre med i det verdensberømte Le Mans-løb i Frankrig.

- Jeg snakkede med Allan Simonsen sidste år. Allan mente, at jeg kunne komme til at køre Le Mans inden for de næste fem år.

- Det tror jeg også selv på nu. Når han har sagt det, så tror jeg, at der er en grund til det, siger Gatting.

Allan Simonsen døde under Le Mans-løbet i 2012 efter en tragisk ulykke.

Kvinder kan tjene penge på motorsport i USA

I USA er den kvindelige kører Danica Patrick berømt. Hun kører Nascar-løb, som er en særlig amerikansk motorsport. Men det er ikke noget for danske Gatting:

- Jeg vil gerne være kendt for at være en god racerkører, ikke for at være kvinde i motorsport. Det tror jeg lidt, at man bliver, hvis man tager til Australien eller USA som kvinde.

Danica Patrick er en af de bedst betalte racerkørere i USA, men det imponerer ikke Gatting:

- Hun har også vundet løb, men hendes resultater er lidt svingende, og hun er mest kendt for sit flotte udseende og billeder af sig selv i undertøj.

- Det er ikke vejen for mig. Selvfølgelig skal man ofre sig lidt for sponsorpenge, men at smide tøjet kommer aldrig til at ske for mig, siger Gatting.

 

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve