To tyske klubber i Champions League-finalen

For første gang er to tyske fodboldklubber i finalen i den store europæiske turnering Champions League. Finalen spilles den 25. maj i London.

For første gang er to tyske fodboldklubber i finalen i den store europæiske turnering Champions League. Finalen spilles den 25. maj i London. På billedet ses glade spillere fra Bayern München efter deres sejr over Barcelona. (Foto: LLUIS GENE © Scanpix)

 

De store europæiske fodbold-turneringer er snart ved at slutte for denne sæson.

Den største turnering er Champions League, og her er to klubber nu klar til finalen.

For første gang i turneringens historie bliver det to tyske klubber, der skal mødes i finalen den 25. maj på Wembley Stadium i London.

De spanske topklubber tabte

Tirsdag blev Borussia Dortmund den første klub, der kvalificerede sig. Det skete efter to kampe over spanske Real Madrid.

Dortmund vandt den første kamp med 4-1. Den anden kamp vandt Madrid med 2-0, men det samlede resultat på 4-3 sendte altså tyskerne i finalen.

Onsdag aften var det så Bayern Münchens tur til at sende en spansk topklub ud af turneringen.

Bayern vandt begge kampe over Barcelona. Den første med 4-0 og den anden 3-0.

Begge klubber har vundet før

Det er fjerde gang i historien, at to klubber fra det samme land mødes i den europæiske finale.

I 2000 mødtes Valencia og Real Madrid fra Spanien. I 2003 mødtes AC Milan og Juventus fra Italien. Og i 2008 var det Manchester United og Chelsea fra England, der spillede mod hinanden.

Bayern München har vundet Champions League i alt fire gange, mens Borussia Dortmund en enkelt gang har triumferet i turneringen.

 

 

Facebook
Twitter