VIDEO Caroline Wozniacki har haft sit bedste tennis-år i 2018

Caroline Wozniacki vandt sin første grand slam i år, og hun kom tilbage som nummer ét i verden. Hun blev også forlovet.

Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki har haft sit bedste år som professionel tennisspiller i 2018.

- Jeg vandt min første grand slam, som var noget, jeg havde drømt om i rigtig mange år, siger hun.

Hun blev også nummer ét i verden igen, og det var en fed fornemmelse, siger Caroline Wozniacki til DR Sporten.

Caroline Wozniacki skal giftes

Caroline Wozniackis gode spil skyldes blandt andet, at hun også har det godt, når hun ikke spiller tennis. Hun blev nemlig også forlovet med den tidligere NBA-spiller David Lee.

Piotr Wozniacki er Caroline Wozniackis far og træner. Han siger, at man spiller bedre, når man er glad.

- Du bliver glad, ikke kun fordi du rammer bolden, men du bliver glad når du har spist god pasta, været i en anden by, eller har været sammen med dine venner eller veninder. De ting, som er vigtige hver dag, det er det mentale aspekt, og det hjælper Carolines tennis utrolig meget, siger han.

Øverst kan du se en video om Caroline Wozniackis bedste år som professionel tennisspiller. Herunder kan du se billeder af hende.

  • Caroline Wozniacki fremviser sit trofæ fra Australian Open, som hun vandt i januar. (Foto: Edgar Su © Scanpix)
  • Caroline Wozniacki med pokalen fra Eastbourne International. (Foto: Paul Childs © Scanpix)
  • China Open-trofæet, som er det tredje og hidtil seneste trofæ, som Caroline Wozniacki har vundet i 2018. (Foto: JASON LEE © Scanpix)
1 / 3
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk