Den seneste måned har de bedste fodboldlandslandhold verden over været samlet i Qatar for at deltage i VM. Et VM, der har været stærkt kritiseret og omdiskuteret.
Søndag blev den sidste kamp i VM spillet – nemlig finalen, som blev spillet mellem Frankrig og Argentina. Argentina vandt og er dermed verdensmestre.
Der er blevet spillet 64 kampe i løbet af VM. Danmarks herrelandshold deltog også, men røg dog ud af VM efter deres tredje kamp, hvor de tabte til Australien.
DR Ligetil samler op på VM i Qatar og giver dig et overblik over, hvad det har været for et VM.
Hvad betyder Argentinas sejr?
Argentina har vundet VM tre gange - i 1978, i 1986 og nu i 2022. Alligevel skabte det kæmpe lykke, da de søndag vandt VM. Flere tusind mennesker mødte op i det indre af Argentinas hovedstad, Buenos Aires, for at fejre sejren.
Kristian Almblad er DR’s korrespondent og fortæller, at inflationen i Argentina er meget høj – næsten på 100 procent. Derfor har VM været et tiltrængt åndehul for de mange argentinere, der kæmper med økonomien.
I artiklen her kan du blive klogere på, hvad Argentina er for et land, hvad fodbold betyder for argentinerne, og hvad sejren i VM betyder for landet.
Hvordan blev finalen markeret verden over?
Det skabte stor jubel i Argentina, da landsholdet vandt VM. Men også andre steder i verden blev finalen fejret.
I artiklen her kan du læse, hvordan Argentinas hovedstad, Buenos Aires, blev forvandlet til en folkefest, og i billedserien her kan du se, hvordan fodboldfans i flere storbyer markerede finalen.
I Frankrig opstod der uro i flere franske byer, efter landsholdet tabte med ét mål til Argentina. Det kan du læse om her.
Hvilket aftryk har VM i Qatar sat?
I flere år har der været stor kritik af, at VM i fodbold skulle holdes i Qatar. Det skyldes blandt andet dårlige forhold for migrantarbejdere og brud på menneskerettigheder.
Især vestlige medier har haft fokus på de mange migrantarbejdere, der i årevis har bygget de store fodboldstadioner til slutrunden, og ikke mindst at mange af dem er døde undervejs.
I artiklen her kan du læse, hvordan DR’s mellemøstkorrespondent Puk Damsgaard gør status efter VM i Qatar, og i artiklen her kan du læse, hvordan en ekspert vurderer eftermælet af VM i Qatar.