Man kan stadig se dele af Berlinmuren i Berlin

Selvom det er 30 år siden, at Berlinmuren faldt, står der stadig dele af Berlinmuren i dag. De bruges som mindesteder.

Berlinmuren var en lang mur, som delte Tysklands hovedstad, Berlin, i to dele - et Østberlin og Vestberlin. Berlinmuren omkransede også hele Vestberlin.

Efter 28 år, hvor Berlin var delt i to af Berlinmuren, blev grænsen åbnet. Østberlinerne fik lov til at rejse ind i Vestberlin den 9. november 1989 om aftenen.

Samtidig begyndte borgerne selv at rive noget af Berlinmuren ned. Det kalder man samlet set for Berlinmurens fald. I dag står der stadig dele af muren tilbage i Berlin.

Man kan se dele af Berlinmuren og et vagttårn

Selvom det er 30 år siden, at Berlinmuren faldt, så kan man stadig opleve dele af Berlinmuren i dag.

Det kan man blandt andet på det officielle mindested i gaden Bernauer Strasse. Her kan man blandt andet se dele af Berlinmuren og et vagttårn.

Desuden er der også en udstilling med et mindested for dem, der døde ved Berlinmuren.

Man skal mindes, hvordan livet var under Berlinmuren

Eva Söderman er pressemedarbejder i Gedenkstätte Berliner Mauer. I videoen nedenfor fra 2014 siger hun, at man bare ville have muren væk efter Berlinmurens fald.

Hun siger også, at man senere besluttede at beholde dele af muren for at mindes, hvordan livet var under Berlinmuren.

En anden del af Berlinmuren, som ligger ned til floden Spree, bliver i dag brugt som galleri.

Ovenfor kan du se en video fra Bernauer Strasse fra 2014. I videoen kan du se, hvordan folk i dag besøger stedet, og hvad man kan lære om Berlinmuren.

FacebookTwitter