Susanne cykler Ketty ud i verden

Ældre er en af de målgrupper, der ofte føler sig ensomme. Men nogle gange hjælper det at komme lidt væk fra det hele og få frisk luft.

Susanne Astrup sørger for at Ketty Ambæk på 78 år er pakket godt ind i tæppet, mens de cykler rundt i København. (Foto: DR Ligetil)

Ældre er en af de målgrupper, der ofte føler sig ensomme. Men nogle gange hjælper det at komme lidt væk fra det hele og få frisk luft.

Ketty Ambæk på et plejehjem tæt på København og bliver 78 år til sommer.

Da hun var ung, boede hun i en opgang, hvor alle kendte hinanden. Sådan er det ikke på plejehjemmet.

Ketty går som regel tur alene

- Man isolerer sig lidt i de her lejligheder, og man taler ikke med sine naboer på samme måde mere, siger hun til DR Ligetil.

- Her er er stille som i et gravkammer, siger hun.

Af og til går Ketty en lille tur udenfor med sin rollator. Men som regel alene.

Susanne cykler Ketty til den lille havfrue

Da Ketty var ung, cyklede hun altid. Også inde midt i byen. Men hendes ben kan ikke klare at cykle mere. Derfor er hun med i projektet Cykling uden alder.

I Cykling uden alder henter en frivillig person en eller to personer fra for eksempel et plejehjem og cykler dem en tur rundt i byen i en cykelvogn.

- Det er dejligt at komme på cykeltur, så sker der noget. Det er bare dejligt, siger Ketty.

De ældre sætter pris på cykelturen

Susanne Astrup er en af de frivillige, der et par gange om ugen henter et par af de ældre og kører dem til et sted, de gerne vil se.

- De ældre er bare så glade for, at folk gider at gøre det for dem. Og jeg bliver glad når jeg kan se, at de er glade, siger hun.

- Nogle af de ældre har boet hele deres liv i området, men har ikke set det i mange år, fordi de ikke kommer så meget ud, siger Susanne Astrup.

Facebook
Twitter