I sidste uge skrev det svenske forsvar i en rapport, at et russisk angreb på svensk territorium ikke kan udelukkes.
Rapporten anbefaler derfor, at det svenske forsvar skal kunne holde stand i mindst tre måneder. Og hver svensker skal have forsyninger til at klare sig i mindst syv dage.
Derfor vil den svenske regering sende en folder ud til alle 4,7 millioner husstande i Sverige, som hedder ”Hvis krisen eller krigen kommer”. Det skriver Aftonbladet.
Folderen skal forberede svenskerne
Folderen skal sendes ud i maj eller juni. Den skal forberede svenskerne på, hvad de skal gøre, hvis der eksempelvis bliver krig i Sverige.
Christina Andersson er ansvarlig for at lave folderen. Hun siger, at det er vigtigt at informationerne kommer ud til alle svenskere.
- Der er en række begreber knyttet til krigsførelse og militære angreb, som vi ikke har kommunikeret ud til folk i rigtig mange år. Det er en udfordring, siger hun.
Forsvarsminister: Danmark er medlem af Nato
Claus Hjort Frederiksen (Venstre) er forsvarsminister i Danmark. Han mener ikke, at Danmark er i risiko for at blive angrebet af Rusland, selvom Sverige kan være det.
- Der er den store forskel på Danmark og Sverige, at Danmark er medlem af Nato, og det er Sverige ikke, siger han.
- Og Nato er jo suverænt overlegen over for Rusland, sagde Claus Hjort Frederiksen i sidste uge.
Om folderen
- •
Folderen indeholder fire temaer, som giver tips til, hvordan man skal forberede sig på en krise eller krig.
- •
De fire temaer er mad, vand, varme og kommunikation.
- •
Folderen "Hvis krisen eller krigen kommer" handler ud over krig om naturkatastrofer, klimaforandringer, terrorangreb, sygdomme, og hvordan man bliver påvirket af information.