Sygehus giver patienter mulighed for at høre deres samtale med lægen igen

Det giver større tryghed, når man kan genhøre, hvad lægen sagde, viser forsøg fra Sygehus Lillebælt.

Hvad var det præcis, lægen sagde om din sygdom? Patienter på Sygehus Lillebælt har som forsøg kunnet genhøre deres samtaler med lægen. (© Colourbox)

Når man er til samtale hos sin læge, kan det være svært at forstå alle de informationer, han eller hun giver. Derfor glemmer mange patienter, hvad lægen egentlig sagde.

På Sygehus Lillebælt har man prøvet at optage samtalen. På den måde kunne patienterne ringe op til et nummer bagefter, hvor de kunne høre samtalen igen.

Det kan patienterne godt lide.

Patienter vil gerne høre samtalen igen

Maiken Wolderslund er netop nu ved at afslutte sin ph.d.

Hun har undersøgt, om det gør en forskel for patienterne, hvis de kan genhøre deres samtale med lægen, så de ikke behøver bekymre sig om at forstå og huske alt første gang.

- Patienterne er meget tilfredse med tilbuddet og siger, at de har ønsket sig muligheden for at genhøre samtalen, siger hun til DR.

- Det giver et bedre indblik i, hvad de egentlig talte med lægen om. De får også mulighed for at tale med deres pårørende om deres sygdom på et helt andet niveau, siger hun.

Projektet skal blive til en app

Organisationen Danske Patienter er glad for erfaringerne fra Sygehus Lillebælt.

- Vi tror, det vil skabe en langt større tryghed for patienterne, når de får mere viden om, hvad der egentlig blev sagt, siger direktør Morten Freil.

Når Maiken Wolderslund er færdig med sin ph.d vil hun arbejde videre med projektet. Hun har fået penge til et tre-årigt projekt og skal lave en app, hvor man kan finde sin samtale som lydfil.

Facebook
Twitter