Tosproget skole har gjort meget ud af at pynte til jul

Søndervangsskolen i Aarhus har brugt 100.000 kroner på julepynt. Skoleleder mener, det er vigtigt, elever kender danske traditioner.

Søndervangsskolen er en skole i det sydlige Aarhus. Skolen har 320 elever, og 97 procent af eleverne har en anden etnisk baggrund.

Mange af eleverne fejrer ikke jul, men skolen markerer alligevel julen med julepynt. Faktisk har skolen i år købt julepynt for 100.000 kroner.

Alle elever har været med til at lave julepynt til klasselokalerne, og skolens forhal, kantine og parkeringsplads er pyntet op med kugler og guirlander.

Skole har 20 nationaliteter

Rani Hørlyck er skoleleder på Søndervangsskolen. Hun mener, det er vigtigt, at eleverne kender danske traditioner, og at det ikke betyder, at man ikke må have sine egne traditioner.

Søndervangsskolens elever har 20 nationaliteter, og derfor er der mange forskellige traditioner.

- Alle, der kender Søndervangskolen og kender mig, ved, at her er plads til alle, og der er plads til alle mulige måder at fejre traditioner på. Vi plejer at sige, at vi benytter enhver lejlighed til at markere en fest, og det er der jo rig mulighed for, siger Rani Hørlyck.

Skoleder: Vi vil gerne lave ting, der samler os

Rani Hørlyck understreger, at ingen elever skal have trukket juletraditionen ned over hovedet.

- Men vi vil gerne lave ting, der samler os, og der er bare noget samlende ved sådan et stort flot juletræ i den mørke tid, mener hun.

- Jeg kan da godt forstå, hvis nogen synes, 100.000 kroner lyder svimlende, men det er en engangsinvestering, fordi det meste er i plastik, siger skolelederen.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve