90 procent stemte for et selvstændigt Catalonien

Søndag stemte 90 procent af catalonierne for, at Catalonien skal løsrive sig fra Spanien. 42,3 procent af de stemmeberettigede vælgere stemte.

2,26 millioner mennesker stemte. Det svarer til 42,3 procent af de vælgere, der kunne stemme. (Foto: Susana Vera © Scanpix)

Søndag stemte Catalonien om selvstændighed fra Spanien, men den spanske højesteret har sagt, at afstemningen er ulovlig.

90 procent af de afgivne stemmer støtter, at Catalonien skal være selvstændigt. Det viser de foreløbige optællinger ifølge myndighederne i Catalonien. Det skriver Reuters.

En talsmand for Cataloniens regering siger, at 2,26 millioner mennesker stemte. Det svarer til 42,3 procent af de vælgere, der måtte stemme.

Præsident: Vi har vundet selvstændighed

Carles Puigdemont er den catalanske præsident.

Han sagde søndag aften, at Catalonien nu har ret til at blive selvstændig.

- Med denne håbets dag og lidelser har Cataloniens borgere vundet retten til en uafhængig stat i form af en republik, sagde Carles Puigdemont.

Spanien: Det er et angreb på retsstaten

Mariano Rajoy er Spaniens premierminister. Han sagde søndag aften, at der ikke har fundet en folkeafstemning sted i Catalonien, men et angreb på retsstaten.

Det spanske politi forsøgte ved en række valgsteder at fjerne valgbokse og stemmesedler og forhindre folk i at komme ind og stemme, skriver AP.

Over 800 mennesker meldtes søndag aften kvæstet efter sammenstød med politiet ved valgsteder.

/ritzau/

FacebookTwitter