Angreb på norsk moské efterforskes som forsøg på terror

Lørdag angreb en mand en moské nær Oslo i Norge. Senere fandt politiet en død kvinde, som manden sigtes for at have dræbt.

Lørdag angreb en bevæbnet mand moskéen Al-Noor Islamic Centre i Bærum ved Oslo. (Foto: FREDRIK HAGEN © Scanpix)

Lørdag angreb en bevæbnet mand moskéen Al-Noor Islamic Centre i Bærum, som ligger tæt ved Norges hovedstad, Oslo.

En person blev ramt af skud, men en ældre mand overmandede gerningsmanden og holdt ham nede, til politiet kom frem. Det siger lederen af moskéen til NRK.

Da politiet efterforskede sagen, fandt de få timer senere en død yngre kvinde i en lejlighed. Ifølge politiet havde den døde kvinde en tæt relation til den mistænkte, og han sigtes nu for drab og forsøg på terror.

Manden sigtes for forsøg på terror

Rune Skjold er sektionsleder ved politiet i Oslo. Han siger søndag, at angrebet mod moskéen efterforskes som forsøg på terror. Der blev affyret flere skud, og politiet fandt desuden flere våben ved moskéen.

Ifølge politiet er den mistænkte en ung, hvid mand i 20'erne, som formentlig er etnisk norsk. Politiet siger, at han har ytret højreekstreme holdninger.

I dag fejrer muslimer verden over højtiden Eid. Ifølge norsk politi sætter man ekstra mandskab ind for at skabe tryghed i forbindelse med Eid-arrangementer.