Der sker flere forbrydelser mod jøder i Tyskland

Antallet af anti-semitiske forbrydelser stiger i Tyskland. Alene i Berlin er der begået 80 forbrydelser mod jøder i årets første seks måneder.

Tyske jøder demonstrerer i Berlin efter et angreb på en ung mand tidligere på året. (Foto: FABRIZIO BENSCH © Scanpix)

I Tyskland sker der flere forbrydelser mod jøder.

Antallet af anti-semitiske forbrydelser er i år ti procent højere end på samme tidspunkt sidste år.

I alt blev der begået 1504 anti-semitiske forbrydelser i Tyskland i 2017. Det er det højeste antal i fem år.

Højreorienterede står bag de fleste forbrydelser

Felix Klein er anti-semitisme-kommissær i den tyske regering. Han siger, at de fleste forbrydelser mod jøder bliver begået af højreorienterede, men at medlemmer fra muslimske samfund også står bag angreb.

I årets første seks måneder var der 80 forbrydelser mod jøder alene i Berlin. Otte af dem var motiveret af "udenlandsk ideologi" ifølge politiet og den tyske avis Tagesspiegel.

62 af forbrydelserne blev begået af højreorienterede. Tre af forbrydelserne var motiveret af religion, tre af venstreekstremisme og fire var ikke ideologisk motiverede.

Jødisk samfund mener, at politiet registrerer forkert

Sigmount Königsberg er anti-semitisme-medarbejder i Berlins jødiske samfund. Ifølge ham laver politiet fejl, når de registrerer forbrydelser mod jøder.

Flere forbrydelser begået af muslimer bliver nemlig registreret som højreorienteret anti-semitisme ifølge Sigmount Königsberg.

- Jeg vil mene, at fem ud af ti anti-semitiske hændelser har en muslimsk baggrund. Nogle gange endnu mere - eksempelvis i skoler ville det være otte ud af ti, siger han til Deutsche Welle.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve