For et år siden vedtog Norge en lov, der giver homoseksuelle lov til at gifte sig i kirken.
Men først skulle den norske folkekirke vedtage et nyt vielsesritual til homoseksuelle, som vil giftes i kirken.
Nu er det nye vielsesritual vedtaget, og fra 1. februar 2017 kan homoseksuelle par blive gift i den norske kirke.
Kjell og Erik er nu blevet gift
Kjell Frølich Benjaminsen og Erik Skjelnæs er det første homoseksuelle par, der er blevet gift i den norske kirke, efter loven trådte i kraft.
Kjell Frølich Benjaminsen friede til Erik Skjelnæs for 16 år siden.
- Nu har vi ventet så længe på at få lov til at blive gift. Vi havde ikke et sekund at miste, og derfor skulle det ske straks ved midnat, da loven trådte i kraft, siger Kjell Frølich Benjaminsen.
Danske homoseksuelle kan også blive gift i kirken
I den nye lov står der, at de norske præster selv må bestemme, om de vil vie et homoseksuelt par.
Nogle præster mener nemlig, det er forkert, at to personer med samme køn gifter sig.
Danmark gav homoseksuelle lov til at blive gift i kirken i 2012.
Du kan se Kjell Frølich Benjaminsen og Erik Skjelnæs blive gift i videoen nedenfor.