Donald Trump bliver USA’s næste præsident

Republikanernes kandidat, Donald Trump, får flest stemmer og bliver USA’s præsident.

Donald Trump holdt en tale ved Republikanernes valgfest. Bag ham står hans kone Melania Trump. (Foto: TIMOTHY A. Clary © Scanpix)

Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, bliver USA's næste præsident.

Efter valgets resultat blev kendt, tog Trump hen til det hotel i New York, hvor han har holdt valgfest, skriver DR Nyheder.

Her holdt han en tale, mens hans familie stod bag ham på scenen.

Trump: USA skal stå sammen

I sin tale sagde Trump, at det er vigtigt, at USA samler sig.

- Til alle demokrater og republikanere. Det er tid til at stå sammen som et folk. Jeg vil være præsident for alle amerikanere, og det er så vigtigt for mig. Til jer, der ikke har støttet mig, rækker jeg ud til jer for støtte og hjælp, så vi kan samles, sagde Trump.

- Jeg ser meget frem til at være jeres præsident. Og om to, tre, fire år – måske endda otte år vi I sige, det her er noget, I var stolte af.

Hillary ringede til Trump

Demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton, har erkendt sit nederlag, skriver CNN.

Hun skal have ringet til Trump for at ønske ham tillykke med sejren.

I sin sejrstale sagde Trump, at Hillary Clinton har haft en god valgkampagne og har kæmpet godt i valgkampen.

I videoen under artiklen kan du se hele Trumps sejrstale. Talen er på engelsk, og den har ikke danske undertekster.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter