FBI har anholdt mand i sag om brevbomber

Breve med bomber er sendt til 13 amerikanske politikere den seneste uge. Fredag anholdt FBI en mistænkt gerningsmand.

Fredag anholdt FBI en 56-årig mand, Cesar Sayoc, som mistænkes for at have sendt de 13 breve. (Foto: ho © Scanpix)

13 demokratiske politikere i USA og personer, der støtter partiet, har været mål for bomber, der er blevet sendt til dem med posten.

Men ifølge det amerikanske forbundspoliti, FBI, er alle mistænkelige breve blevet stoppet, før de nåede frem.

Fredag anholdt FBI en 56-årig mand, Cesar Sayoc, som mistænkes for at have sendt de 13 breve. Han blev anholdt nord for byen Miami i Florida.

FBI fandt bomber i alle brevene

Christopher Wray er FBI's direktør. Han siger, at politiet fandt frem til manden ved hjælp af et fingeraftryk på et af brevene.

- Vi tror, at vi har fanget den rigtige fyr, men der er stadig en igangværende efterforskning og en masse arbejde og adskillige ubesvarede spørgsmål, siger han.

De 13 breve indeholdt et rør på 16 cm med blandt andet kemisk materiale, ur, batterier og ledninger ifølge FBI.

Mistænkt gerningsmand er tilhænger af Trump

Der er sendt breve med bomber til blandt andre den tidligere udenrigsminister og præsidentkandidat Hillary Clinton og den tidligere præsident Barack Obama.

Den mistænkte gerningsmand er tilsyneladende en stor tilhænger af præsident Donald Trump.

Han deltog i flere af Trumps vælgermøder i 2016, og han var til stede, da Trump blev indsat som præsident ifølge flere amerikanske medier.

Facebook
Twitter