Frankrigs præsident vil have genopbygget Notre Dame

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, lover, at kirken Notre Dame bliver genopbygget indenfor fem år.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, lovede på tv, at Notre Dame bliver genopbygget indenfor fem år. (Foto: LUDOVIC MARIN © Scanpix)

Notre Dame er en berømt kirke i Frankrigs hovedstad, Paris. Mandag gik der ild i kirken, og en stor del af taget blev ødelagt.

Tirsdag aften lovede Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, at kirken bliver genopbygget i løbet af fem år.

- Vi vil genopbygge Notre Dame, så den bliver endnu smukkere, og jeg vil have, at genopbygningen bliver gennemført i løbet af fem år. Vi kan gøre det, sagde Emmanuel Macron på tv.

Kirken skal være færdig inden OL i 2024

Stéphanie Surrugue er DR’s internationale korrespondent. Hun siger, at det er meget vigtigt for præsidenten, at genopbygningen er færdig på fem år.

- Præsidenten har en deadline, der hedder i OL i Paris i 2024. Så skal der ikke stå en ruinhob midt i Seinen. Derfor er det så vigtigt for ham at presse det igennem, siger Stéphanie Surrugue.

Myndighederne ved endnu ikke, hvornår man kan starte med at genopbygge kirken.

Der er allerede doneret flere milliarder til genopbygningen

Genopbygningen af kirken kommer til at koste mange penge.

En del franske rigmænd og store firmaer har i løbet af tirsdag doneret store beløb til genopbygningen.

Indtil videre er der doneret cirka 4,5 milliarder danske kroner til genopbygningen af Notre Dame.

Facebook
Twitter