Indien har fået 30 procent flere tigre

Tigeren er et af de mest truede dyr i verden, men nu stiger antallet af tigre i Indien.

Over halvdelen af verdens vilde tigre lever i Indien, og nu stiger antallet af tigre heldigvis. (Foto: STR © Scanpix)

 

Tigeren er et af de mest truede dyr i verden, men nu stiger antallet af tigre i Indien.

Tigeren er et af verdens mest truede dyr. Forskere mener, at der kun er 3200 tigere tilbage i naturen.

Men nu viser nye tal, at antallet af tigre er vokset med 30 procent på tre år i Indien. Tallet er gået op fra 1706 tigre til nu 2226 i Indien.

Tallene kommer fra en undersøgelse af et kæmpe område i Indien, hvor forskere har set på lort fra tigre og filmet dem med skjult kamera.

Jægere skyder dyrene ulovligt

Antallet af tigre stiger, fordi Indiens regering gør mere for at stoppe krybskytteri.

Krybskytteri er, når dyr bliver skudt af jægere uden tilladelse. Krybskytterne sælger dyrenes skind eller knogler til folk, der tror, at dele af dyret har magiske kræfter.

Indiens regering arbejder sammen med organisationer som Verdensnaturfonden for at passe bedre på tigrene.

Verdensnaturfondens danske leder Gitte Seeberg er glad for tallene fra Indien.

- Det er et bevis på, at det nytter, når vi gør en indsats for at beskytte verdens truede dyr, siger Gitte Seeberg.

Mennesker lader tigrene være i fred i skoven

Verdensnaturfonden roser Indiens regering for også at arbejde sammen med dem, der bor tæt på tigrene.

Der er for eksempel blevet færre sammenstød mellem mennesker og tigre, efter at flere landsbyer har fået biogasanlæg, så beboerne ikke længere skal gå i skoven efter træ.

 

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk